Første gang på Juniortest

Af: Karen Krogh-Jensen 

Den 8. april blev der afholdt uofficiel juniortest i Skælskør.

Som førstegangshundefører, til sin allerførste prøve, var det meget nervepirrende at parkere sin bil ved siden af alle de andre fremmødte.

Solen stod dog højt på himlen, stemningen var i top, og jeg følte mig meget velkommen fra det første øjeblik jeg steg ud af bilen. Der blev sludret på kryds og tværs, og krydset fingre for hinanden, med de bedste ønsker om at vi alle ville klare det godt idag.

Kl. 9 blev vi budt velkommen, og så var prøven i gang. Sommerfuglene i maven meldte straks sin ankomst da jeg stod og ventede på det blev min tur, med min hund ved min side. Specielt når man så også tropper op med en brun labrador - så er der mange øjne der hviler på en.

Prøven bestod af flere elementer, hvor første var en lydigheds del. Jeg skulle gå en lille rute med hunden i snor, så skulle hun sættes af og blive der, mens jeg gik 10-15 meter væk, og tilbage igen. Herefter var det fri ved fod, efterfulgt af et indkald på ca. 15 meters afstand.

Næste opgave bestod af en markering på 15-20 meters afstand, på fladt terræn. Vi gik derefter fri ved fod, nogle meter til siden, hvor vi skulle udføre en dirigering. Min hund sad afkoblet og så en dummy blive kastet. Vi gik så 15 meter tilbage, og skulle sende hunden ud til dummien, i en lige linje.

På den sidste opgave, blev vi afprøvet i frit søg. De havde markeret et 10x10 meter område, hvor der var tæt buskads. Her var der placeret to dummier som skulle findes. Vi måtte selv vælge om vi ville sende hunden ind i området som en dirigering, eller om vi ville gå helt op til kanten og sætte den i gang med at søge derfra.

Da de 2 sidste dummier var fundet og afleveret, var prøven overstået, og vi kunne gå ned til de andre hundeførere og tilskuere, mens dommeren kiggede noterne igennem. Selvom det var en uofficiel test, kunne man mærke spændingen, og hvordan vi alle stod og var spændte på resultatet.

Vi fik en grundig mundtlig kritik af hver opgave, og dermed god mulighed for fremadrettet at se hvad der skulle arbejdes med. Dommeren kom til sidst med dommen "bestået", og så blev humøret endnu højere!

Resten af dagen stod på at se de andre hundeførere, dele erfaringer og for min del, at få gode tips og tricks fra de mere erfarne.

Alt i alt en dejlig og utroligt givende dag, og helt sikkert noget der kan anbefales, hvis man vil prøve sin unge hund af!

Tak for et super arrangement, og jeg glæder mig til at kunne møde op og prøve kræfter med apporteringsprøven i fremtiden.