Unghundemesterskabet 2023
Afholdes på Vildkildegaard ved Herning søndag den 27. august
Deltagere:
For at deltage skal du være medlem af RJK og din retriever skal være stambogsført i en af RJK anerkendt organisation. Din retriever skal på prøvedagen være fyldt 12 måneder, men må ikke være ældre end 24 måneder. Ellers er der ingen krav til deltagerne ud over at løbske tæver selvfølgelig ikke kan deltage.
Sådan foregår det:
Unghundemesterskabet er en ren konkurrence, hvor man prøver at finde den / de bedste hunde.
Unghundemesterskabet er opdelt i 3 poster, og på hver post er der 2-3 opgaver. De 3 poster vil normalt illustrere en klapjagtspost, en trampejagtspost og en andejagtspost.
For alle apportertingsopgaver gælder det, at der anvendes dummyer som apporteringsemner.
Der vil være 1 dommer pr. post og der gives point pr. opgave efter FCI pointskala (0-20)
Når alle hunde har været igennem de 3 poster optæller man pointene. Den hund med flest point bliver Unghundemester 2022 (en stambogsført titel), næst flest point bliver 2. vinder o.s.v. Man har mulighed for 4 vinderplaceringer samt udmærkelser til de næstfølgende hunde, såfremt kvaliteten er god nok, men man er ikke sikker på præmiering blot fordi man gennemfører prøven.
For at blive præmieret kræves det også at hunden ikke har fået 9 point eller derunder på en opgave, uanset antal samlede point. Skulle der være pointlighed vil man lave en matchning mellem de hunde der ligger ens.
Tilskuere:
På unghundemesterskabet er der lagt meget vægt på, at alle poster skal være tilskuervenlige, d.v.s. at man skal kunne se hvad der foregår, selvfølgelig med hensyntagen til de deltagende hunde, som jo er hovedattraktionen på dagen.
Ved hver post vil der være ophængt en pointtavle og dommerne vil, efter hver hund har været oppe, give en åben mundtlig kritik af hunden og meddele det antal point hunden har fået. Pointene vil blive skrevet ind på pointtavlen så alle kan følge med i konkurrencen. Ved samlingsstedet vil der være en pointtavle, som dækker samtlige poster og her kan alle følge med i de enkelte hundes samlede pointhøst efterhånden som de har været oppe.
Det betyder at alle, både deltagere og publikummer vil kunne følge den spændende konkurrence løbende hele dagen.
Tilmelding:
Tilmelding foretages senest 13 august via hjemmesiden. Tilmeld gerne i god tid af hensyn til planlægningen.
Dommere:
Henrik Møller Rasmussen
Carsten Junker Nissen
Lars Vennevold
Prøveleder:
Mogens Nielsen
Overnatning
Kom dagen før og overnat tæt på prøveområdet
Se vindere af unghundemesterskabet gennem årene her
Se billeder fra tidligere års unghundemesterskab her
Juniortest og apporteringsprøve dagen før unghundemesterskabet
Lørdag den 26. august kan du deltage i enten juniortest eller apporteringsprøve, der afholdes i Klovborg kun en halv times kørsel fra søndagens prøveområde



