Temaaften den 28. november 2019

Af: Ellis Pedersen på vegne af Eventudvalget.

Torsdag d. 28. november afholdte RJK på opfordring endnu en temaaften og denne gang med fokus på førstehjælp til jagt- og prøvehunden. Dyrlæge Søren Skovsgaard fra Skovsgaards Dyreklinik i Herlufmagle fortalte om hvilke skader han typisk ser hos jagt- og prøvehunden; både indenfor mindre skader med behandling på stedet, overanstrengelse og chok samt kritisk førstehjælp.

Det drejer sig både om små og store skader, eksempelvis skader på poter, klør og øjne. Han slog fast, hvornår man bør køre til dyrlægen med det samme for at få syet en flænge og hvornår det kan vente. Han fortalte om, hvordan skader på kløerne skal tages alvorligt og pointerede vigtigheden i at lade hunden få den ro det kræves, for at hunden har kommet sig fuldstændigt, før man tager den i brug igen, for ikke at forværre skaden.

Søren lagde især meget energi i at tale om shock generelt. Han nævnte adskillige årsager til, hvad der kan bringe hunden i en shocktilstand og hvordan man afhjælper det. Derudover hvor vigtig det er, at søge akut dyrlægehjælp, hvis ens hund viser tegn på shock.

Havrebjerg Forsamlingshus dannede igen rammer for en succesfuld aften med et flot antal tilmeldte på trods af klubbens markprøvemesterskab den efterfølgende weekend. Klubbens eventudvalg benyttede samtidig muligheden til at hygge om klubmedlemmerne i julens skød med gløgg og æbleskiver, drillenisser og filigran på bordene. Der skal lyde en rigtig stor tak til Dagli’Brugsen Kirke Stillinge for sponsoratet af gløgg og æbleskiver - det er vi RJK og ikke mindst eventudvalget utrolig glade for glade for.

Stemningen var høj hjulpet godt på vej af den store gensynsglæde blandt medlemmer som kender hinanden. Både før og efter oplægget samt i pausen var der rig mulighed for at besøge standene opstillet af  Petshoppen og Dog-matic for gode tilbud. Tillige spredte den traditionstro lodtrækning smil på læberne, når spændingen blev udløst i kaffepausen om flotte præmier flot sponsoreret af Petshoppen, Dog-matic, Jagt og Fritid I/S og EM Entreprise ApS.

Flere temaaftner er i vente, så at der er lidt for enhver smag af klubbens medlemmer. RJK er interesseret i lave flere arrangementer og vi vil derfor gerne opfordre jer medlemmer, både potentielle, nye og gamle, til at foreslå idéer, hvis I ligger inde med et interessant og relevant emne.

Igen vil vi sige tusind tak til både deltagere og ikke mindst sponsorerne for den store opbakning. Og tusind tak til standholderne for et flot udstillingsrum med et stort udvalg af diverse hundeartikler. Det giver i den grad blod på tanden til at lave flere arrangementer i klubbens fællesskab.