De uundværlige

Af. Leif Szuvalski

Nu ligger han der, på sit tæppe, afslappet og sovende, mæt og tør igen.

Det har været en god novemberdag med mange fasaner i luften.
6 såter af blandet beskaffenhed, rapsmark, skov, hegn, krat og brombær, sågar siv og vand.
Der har været fugle nok til alle apportører.
Lige fra dødskudte, der faldt mere eller mindre bekvemt, løbere, stangskudte, der sad godt gemt og snertere der blev hentet langt væk.
Han har gjort sin del sammen med de andre uundværlige.
Han ved ikke det, jeg ved, at:
Jagtlovens §24 kræver, at der medbringes egnet, apporterende hund til den type jagt.
Måske er det ikke godt nok. Mærket ”bæredygtig jagt” synes at ville angive antal apportører i forhold til antal jægere.
Måske også en udvidelse af begrebet ”egnet apportør” til ”velegnet”?
Nå, der har vi jo RJK´s §2 om at bevare og udvikle retrieveren som apporterende hund og glæden ved at arbejde med en veltrænet hund, en opgave, der løftes ved træning og prøver.
Han kender heller ikke den nye dyreværnslov, der opfatter dyr som sansende væsen.
Hvilket gør det endnu vigtigere at få bragt anskudt vildt hurtigt, så det kan aflives.
De jagtetiske regler, der foreskriver at nedlagt vildt skal anvendes og ikke bare efterlades.
Skulle vi nu ikke få det hele med, må vi tænke at rovdyr og rovfugle får deres part.
Men der er folk nok, der færdes i naturen, der ikke kan lide jagt, så det er også vigtigt ikke at give dem grund til at klage.

Der er opgaver nok.
Gode apportører er efterspurgt, både på de større jagter, såvel konsortier som købejagter.
Og ikke at forglemme mindre jagter, se bare jagtformidling, hvor der tit ønskes jæger med hund som medlem.
Når vi kender de forskellige terræner og vekslende skudfærdighed, så er det godt, at vi har

DE UUNDVÆRLIGE.
Nå, nu har han vendt sig på ryggen og småbrummer lidt, han ved ikke at i morgen skal vi på ”bondejagt”, et sted, hvor det kniber med hunde, måske får han kun et par apporteringer, men til gengæld driver han gerne en remise af. Lidt spanielarbejde er ikke at foragte!Nu kommer han hen til mig med dikkende hale og vil kløes lidt: min uundværlige klappehund.